Logo

Bomuld - Gossypium

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Tip en venFacebook

Bomuld - Gossypium


Det er morsomt at så Bomuldsfrø. De spirer hurtigt og kan blomstre med smukke blomster om sommeren. Bagefter kommer de karakteristiske vattotter omkring frøsætningen.

 

Bomuld - Gossypium

Bomuldstotter på en tørret plante - meget dekorativt.

 

INDKØBSTIPS

 

Bomuld kan være vanskelig at få fat på. Især som planter. Bedst er det at så sine småplanter og selv drive dem frem. De er ikke længe undervejs og blomstrer snart flittigt.

 

Livslængde: Der findes både en- og flerårige arter. Tilmed er det nemt at forynge eller forny sine planter ved hjælp af hjemmehøstede frø.

 

Sæson: Juli-september-oktober.

 

Sværhedsgrad: Bomuld er ikke vanskelig at dyrke, og den er nem at få i blomst med efterfølgende frugtsætning.

 

KORTE RÅD

Størrelse og vækst

Bomuld er under kultur i stuen en ret beskeden plante. Den bliver næppe højere end en halv til en hel meter. Tilvæksten sker i løbet af en enkelt sæson.

Blomstring og duft

Blomsterne fremkommer oftest i juli/august måned. De er indtil ca. 5-8 cm i diameter og farverige.

De dufter ikke.

Lys og temperatur

Planten skal altid vokse i lyse omgivelser, men ikke i direkte sol. Temperaturen skal i sommermånederne være omkring ca. 18-24 °C, mens vintertemperaturen ikke må komme under ca. 15 °C.

Vanding og gødning

I vækstsæsonen vandes regelmæssigt, hvilket vil sige ca. 1-2 gange om ugen. Der grundvandes, og planten må gerne tørre lidt før der vandes. Udenfor vækstsæsonen vandes højst en enkelt gang om ugen.

Gødning tilsættes vandingsvandet i sommermånederne.

Jord og omplantning

Bomuld trives bedst i en næringsrig, veldrænet muldjord. Luftskiftet omkring rødderne skal være godt, hvorfor man skal sikre, at den er godt drænet, og der kun sjældent står vand i underskålen.

Omplantning finder sted hos flerårige arter hvert 2.-3. år.

Beskæring

Finder ikke sted.

Formering

Sker bedst ved frø. Gerne egne frø, som er nemme at så.

Miljø

Bomuld er sjovest, hvis man har nogle stykker sammen. Omkring 5-10 planter, hvis man har plads. Dyrkes Bomuld enkeltvis, skal den helst vokse imellem andre planter, så man mest oplever blomstring og frugtsætning.

 

Dyrk Bomuldsblomster mellem de andre potteplanter

Blandt alle planter i denne familie er Bomuld den, der har allerstørst økonomisk betydning.

Planten bliver ikke høj, omkring en meter eller halvanden med 3, 5 eller 7-lappede blade på de oprette stængler.

Forgreningen er oftest kort og måske sparsom, mens blomstringen til gengæld er dominerende på grund af de store blomster, der kan være gule, cremefarvede eller rødlige alt efter arten.

 

Men for dem alle gælder, at de mest dyrkes på grund af den efterfølgende frugtsætning.

Denne er til gengæld meget dominerende og meget eksotisk.

 

Egen Bomuld

De relativt store frø er helt skjult af de 2-6 cm lange hår, der udgør frøulden. Den dukker frem fra de udtørrede bægerblade efter ganske kort tid og snart dominerer de næsten tennisboldstore frugtstande den hensygnende plante.

 

Frøuld og frø udgør helt den økonomiske interesse hos denne planteart. Blomsterne holder kun i ganske kort tid, og selvom de er både store, farverige og smukke, har de ikke nogen nævneværdig handelsværdi.

 

Fortjener stuedyrkning

Imidlertid fortjener de at blive dyrket i stuen hos os, helst imellem andre planter, hvor deres lidet dekorative vækst kan være skjult, men hvor blomsterne til gengæld kan overraske ved deres tilstedeværelse.

 

Bomuld - Gossypium

 

Bomuld er en nytteplante

I to helt forskellige dele af verden en opdagede man næsten samtidig, at frøulden hos Bomuld kunne væves og spindes til tynde og meget anvendelige tråde. Disse to dele var Amerika og Asien, og der er fundet bomuldsrester, der er mere end 2500 år gamle. Siden lærte man også i Europa at anvende Bomuld, og især Alexan. der den Store skal have haft stor andel i Bomuldens udbredelse i vor del af verdenen.

Siden er Bomuld blevet spredt med lynets hast, og da vævemaskinerne i det 18. århundrede blev opfundet i England, tog udviklingen fart.

 

Stof. margarine og kvægfoder

Selve frøulden væves til bomuldsstoffer, der anvendes meget i den moderne industri, men også de tilbageværende frø anvendes. Bomuldsfrøolie også kaldet cottonolie, er pressede Bomuldsfrø. Den anvendes især til margarinefremstilling. Bomuldsfrøkager er et biprodukt ved oliefremstillingen, og det anvendes især til kvægfoder.

 

Bomuld - Gossypium

 

PLANTEDOKTOREN

 

• Bomuld angribes desværre ofte af en række besværlige sygdomme, der dog sjældent får voldsomme konsekvenser.

• Bomuldslus kaldes de uldlus, der ofte angriber Bomuld. Æghobene er dækket af en karakteristisk hvid uld. Lusene kan også brede sig til andre planter i stuen. Fjernes lettest med en vatpind dyppet i sprit.

• Rødt spind kan undertiden være meget skadeligt og meget alvorligt. Hvor det forekommer, skal det straks bekæmpes kemisk eller planten må kasseres, da spindet kan brede sig til andre planter.

• Tab af blomster kan skyldes overvanding i forbindelse med for lave temperaturer. Er jorden meget våd, skal planten udtørres og ofte placeres på en varmere vokseplads.

 

Bomuld - Gossypium

 


 

Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 4,0 (1 stemmer)
Siden er blevet set 1.612 gange - Se og skriv kommentarer herunder.
• Forglemmigej - MyosotisDen blå Forglemmigej er yndig mellem andre planter. Den virker så let og fin. Til potter i...
• Indisk Viol - Exacum offineIndisk Viol er en dejlig sommerblomstrende plante, som pynter med sin smukke, kuplede...
• Frøkenhat - Zinnia elegansZinnias blomster minder om kokette små damehatte i glødende farver. Det er dejlige,...

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.
1274419-08-2019 14:10:12 Rudi Grau
Hej Har sået bomuld - planterne er fine og store og kommer med blomster men når den er færdig med at blomstre falder blomsten og det som skulle blive til en "bomuldskapsel" af - hvad gør jeg forkert. På arbejde har vi bomuldsplander af samme frø type - de er små og usle men kommer med blomster og bomuld :(

Smæk insektet!