Logo

Haveranunkel - Ranunculus asiaticus

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Haveranunkel - Ranunculus asiaticus


Der findes utroligt mange sorter af Haveranunkel. De er ikke hårdføre nok til at overvintre i haven og dyrkes derfor dels inde, dels ude om sommeren.

 

Haveranunkel - Ranunculus asiaticus

Ranunklerne findes i dejlige, glødende farver i alle gule og røde nuancer, samt hvidt. Her er de fotograferet i haven - men man nyder dem næsten mere Intenst i en potte inde.

 

INDKØBSTIPS

Livslængde: Haveranunkel kan dyrkes både som en- eller flerårig kultur. Rødderne kan gemmes fra år til år.

 

Sæson: Planterne findes i handelen som blomstrende eksemplarer i maj-juni måned.

 

Sværhedsgrad: Haveranunkel er ikke særlig vanskelig at dyrke.

 

KORTE RÅD

Størrelse og vækst

Større Haveranunkler kan have en mere eller mindre buskagtig vækst og opnå højder på ca. 40 cm.

 

Blomstring og duft

Blomsterne er normalt fyldte og har en svag duft. Blomsterne kan være hvide eller have et utal af gule og røde nuancer.

 

Lys og temperatur

Haveranunkler ynder sol og læ. Temperaturen må dog ikke komme over 22 °C. Indendørs plantning i potter ved ca. 10-15 °C på et lyst sted om foråret.

 

Vanding og gødning

I vækstperioden kan der tilføres flydende gødning 1 gang om ugen. Der vandes jævnligt, jorden må aldrig tørre helt ud, undtagen om efteråret, hvor nedvisningen begynder. Da stoppes vandingen.

 

Jord og omplantning Haveranunklen trives bedst i almindelig god, færdigblandet jord. Der anvendes ny jord hvert forår i forbindelse med potningen.

 

Beskæring

Man beskærer ikke Haveranunkler.

 

Formering

Man kan formere Haveranunkler ved deling af rødderne om foråret eller sidst på sommeren, når planten er nedvisnet.

 

Miljø

Haveranunklen er en dejlig sommerblomst, som kan udplantes eller dyrkes på almindelig vis i potter.

 

Haveranunkel - Ranunculus asiaticus

Sæt nogle stykker sammen i en skål eller kurv. Hvide og gule Ranunkler ser sommerlige og friske ud sammen.

 

Ranunkler er på mode igen

I Nordeuropa findes der ca. 20 vildtvoksende Ranunkel-arter. Her i landet kaldes de fleste Ranunkler for Smørblomster. Ranunculus asiaticus kunne passende kaldes for Asiatisk Ranunkel. Denne pragtfulde Ranunkel findes nemlig vildtvoksende i Orienten. Selve navnet Ranunkel kommer af det latinske rana, der betyder en frø, og man mener at slægten har fået dette navn, fordi så mange af Ranunklerne trives på sumpede steder.

 

Blomstermalernes yndling

I forrige århundrede var Haveranunkel en af blomstermalernes yndlingsblomster. Den ses næsten altid på blomsterbilleder fra den tid.

 

30-40 cm høj

Planten opnår en højde på 30-40 cm. Rødderne er kraftige og kødede og i tørret tilstand ligner de en fugleklo. Bladene er glatte, tredelte og lappede, med en svag behåring. Blomsterne er meget iøjnefaldende og fyldte. Der fås dog også enkeltblomstrede arter. Farvespektret er rigt repræsenteret, alle røde, gule og hvidlige nuancer findes.

 

Giftige rødder

Alle Ranunkelarter indeholder giftstoffer, især i rødderne. Giftindholdet er størst under og efter blomstringen. Man skal derfor bruge gummihandsker, når man deler rødderne for at få flere planter.

 

Rødderne overvintres

På vore breddegrader trives planten udmærket udenfor om sommeren. Men de er ikke fuldt hårdføre og må derfor graves op inden nattefrosten sætter ind. Rødderne skal opbevares frostfrit vinteren igennem. Haveranunklen kan med stor fordel forkultiveres inde eller evt. i hobbydrivhuset. Hvis man gør det, kan blomstringen strækkes over en længere periode. Udover anvendelse som sommerblomst, er Haveranunkel særdeles velegnet till buketter, hvor de holder rimeligt godt.

 

Sæsonarbejdet med Haveranukler

Marts-april

Allerede i denne periode findes der Haveranunkler på hylderne hos frøhandlerne. Umiddelbart efter anskaffelsen pottes rødderne i urtepotter i en almindelig færdigblandet pottemuld. Efter potningen stilles potterne lyst ved en temperatur på 10-15 gr. c.

 

Maj-september

Efter 2-3 uger kan de første spæde skud observeres. Der vandes nu jævnligt hele tiden. Jorden må aldrig tørre helt ud. Når planten er i god vækst, kan der tilføres flydende gødning en gang om ugen indtil ca. 1. september. Omkring 1. juni kan planten flyttes udenfor. Den ynder en læfyldt og solrig vokseplads. Passes planten godt, kan blomstringen vare længe.

 

Haveranunkel - Ranunculus asiaticus

 

Oktober-februar

l 'slutningen af september, hvor risiko for nattefrost er overhængende, kan rødderne graves op og opbevares vinteren igennem på et tørt og frostfrit sted ligesom Dahliaknolde. Rødderne kan f.eks. pakkes ind i avispapir.

Inden lægningen næste forår, kan rødderne les. Trives Haveranunkel godt, kan antallet let fordobles fra år til år.

 

Haveranunkel - Ranunculus asiaticus

 

PLANTEDOKTOREN

Haveranunklerne hører til blandt de sunde planter. De angribes kun af bladlus og gråskimmel under normale forhold.

Bladlus kan undertiden være et problem. Små angreb fjernes ved sprøjtning med koldt vand, evt. med lidt opløst brun sæbe. Gentagne, større angreb kan fjernes ved sprøjtning med et almindeligt insektmiddel.

Gråskimmel kan evt. skyldes kraftig overvanding og forkerte temperatur- og luftforhold. Angreb fjernes ved sprøjtning med et anerkendt svampemiddel.

 

Haveranunkel - Ranunculus asiaticus

 


 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 4,8 (9 stemmer)
Siden er blevet set 5.767 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Hvad er din mening om kongehuset?




Effektiv reklame - klik her