Logo

Kaplilje - Galtonia candicans

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Kaplilje - Galtonia candicans

 

Det officielle navn er Kaplilje, men Galtonia candicans sælges lige så tit under den mere poetiske betegnelse Sommer-Hyacint. Den har velduftende, hvide, Hyacint-lignende blomster på lange stængler.

 

Kaplilje - Galtonia candicans

De smukke mælkehvide blomster springer ud efterhånden, ligesom på en Hyacint. De kommer naturligt sidst i juli, men løgene kan lægges i potter tidligere, så blomstringen kommer noget før.

 

INDKØBSTIPS

Løgene skal være faste overalt og uden misfarvninger

— Livslængde: Et løg kan holde mange år og endda formere sig.

— Sæson: Blomstring fra sidst i juli og hele august.

— Sværhedsgrad: Uhyre nem.

— Kaldes også: Sommer-Hyacint.

 

KORTE RÅD

Størrelse og vækst

Kaplilje er en løgplante med en eller to blomsterstilke, der bliver omkring en meter høje, og grønne blade der bliver 60-70 cm.

Blomstring og duft

De mælkehvide, klokkeformede, hængende blomster fremkommer sidst i juli og hele august. De har en herlig duft.

Lys og temperatur

Kaplilje tåler meget lys og stuetemperatur i vækstperioden. Man bør dog starte langsomt med en temperatur omkring 15-18°C den første måned.

Vanding og gødning Kaplilje kræver meget vand og gødning om sommeren, men løget opbevares helt tørt om vinteren.

Jord og omplantning Løget plantes om foråret i en meget porøs og næringsrig jord, men opbevares vinteren over i tørt sand eller sphagnum.

Beskæring

Ingen.

Formering

Ved frø eller sideløg.

Miljø

Kaplilje er en meget høj plante, men den har en herlig blomstring og en dejlig duft.

Den kan bruges indendørs både i stue og vinterhave. Udendørs er den velegnet som gruppeplantning nær terrassen eller i et rosenbed, der ellers tit ser lidt bart ud i midten.

Kaplilje er en værdifuld løgplante, som dyrkes alt for lidt.

 

Kaplilje - Galtonia candicans

Kapliljen er både smuk og velduftende

Kapliljen har sit latinske navn efter den engelske antropolog, Sir Francis Galton, der rejste i Sydafrika omkring 1850, men den kom først til Europa med den tyske plantesamler Max Leichtlin i 1870. Artsnavnet candicans er latin og betyder hvidlig. Det hentyder til blomsternes mælkehvide farve.

 

Burde dyrkes mere

Der findes tre arter af Galtonia, men kun den ene er værd at dyrke. Den har et stort og hurtigtvoksende løg, som man planter i 15 cm's dybde indendørs i marts-april, udendørs i maj. De grønne blade, der er brede og linjeformede, bliver op til 70 cm lange, og det er plantens eneste fejl, at bladene knækker meget let over på midten, og derfor kan blive mindre dekorative.

 

15-30 blomster pr. stilk

Blomsterne, som kommer i store klaser for enden af de 100-120 cm høje, kraftige stængler, er derimod altid smukke, og tilmed har de den dejligste duft. De er store, hvide, klokkeformede og hængende, og ofte er der 15-30 blomster på hver stilk. I reglen begynder Kapliljen at blomstre på friland sidst i juli og kan fortsætte hele august. Ofte kommer der en større og en mindre blomsterstængel fra hvert løg. Når man dyrker den indendørs i stue, vinterhave eller koldhus, lægger man løgene noget tidligere, og de blomstrer derfor også tidligere.

 

Sæsonarbejdet

Marts-maj

Indendørs planter man løgene i marts-april, helst i store potter og gerne 3 løg i samme potte. Pottejorden skal være næringsrig og meget porøs, gerne en blanding af kompost, sphagnum og sand. Det er vigtigt, at der er et godt drænlag af potteskår i bunden af potten. Jorden skal hele tiden holdes let fugtig, men må aldrig blive gennemvåd. I begyndelsen skal temperaturen helst være omkring 15°C, men efterhånden som planterne vokser til, kan man hæve temperaturen, samtidig med at man giver så meget lys som muligt. Udendørs planter man først i maj, når der ikke længere er risiko for nattefrost. Store løg skal 15 cm i jorden, og voksestedet må gerne være lunt og solrigt. I ler og våd jord trives Kapliljen ikke.

Juni-september Planterne passes med vand og gødning. Kapliljen er en grovæder, og man bør tilføre flydende gødning mindst en gang om ugen i vækstog blomstringstiden. Den blomstrer fra sidst i juli.

 

Oktober-februar

Når bladene er visnet ned, tager man løgene op og renser dem for jord. De opbevares tørt vinteren over, eventuelt i sand eller sphagnum, helst ved kældertemperatur.

 

Kaplilje - Galtonia candicans

 

Formering af Kaplilje

Kaplilje kan formeres ved frø i maj, og det er bedst at så dem udendørs i en kasse med fugtig jord, enten på en altan eller i en have. Man sår dem spredt i almindelig såjord og lægger en glasplade over kassen. Når planterne spirer, lægger man en prop mellem kassen og glaspladen, og når de rører glaspladen, fjerner man den. Om efteråret tager man småløgene op og opbevarer dem tørt vinteren over. Næste forår planter man dem på friland eller i potter. De blomstrer som oftest, når de er to år gamle.

Kaplilje kan også formeres ved sideløg, som man finder, når man tager de store løg op om efteråret. De tørres og plantes igen det følgende forår ligesom frøformerede småløg.

 

PLANTEDOKTOREN

— Bladlus. Bladene bliver forkrøblede og klæbrige. Bekæmpes med et insektmiddel, fx pyrethrum.

— Gule bladspidser skyldes overvanding i vækstperioden.

— Blomsterknopperne rådner. Planten har været våd. Overbrus aldrig en Kaplilje.

— Grå belægninger og små sorte prikker (hvileknolde) på bladene. Gråskimmel, bekæmpes med et svampemiddel. Skyldes for høj luftfugtighed.

 

Kaplilje - Galtonia candicans

 


 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (1 stemmer)
Siden er blevet set 2.203 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Vi benytter cookies til at gøre din oplevelse af sitet så god som mulig. Ved at fortsætte med at bruge sitet accepterer du cookies.