Logo

Kinesisk Primula - Primula praenitens

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Kinesisk Primula - Primula praenitens


Kinesisk Primula blev i mange århundreder forædlet af kineserne, så der i dag findes utrolig mange krydsninger. De er smukke og lidt lådne med mange blomster i skærme eller etager og meget skøre stængler.

 

Kinesisk Primula - Primula praenitens

Kinesisk Primula med mørke, ceriserede blomster. Her ses skærm væksten tydeligt.

 

INDKØBSTIPS

Kinesisk Primula ses ikke så ofte i handlen som de øvrige Primula. Den er der dog som regel i vintermånederne. Men det er morsomt selv at så frø.

 

Livslængde: Kinesisk Primula regnes normalt for en engangsblomst, men man kan godt selv bestøve blomsterne og tage frø til næste hold.

 

Sæson: Kinesisk Primula kan blomstre i perioden oktober til maj.

 

Sværhedsgrad: Nem lille plante, hvis man tager hensyn til den sarte rodhals og vander i underskålen.

 

KORTE RÅD

Størrelse og vækst

Kinesisk Primula er en lådden Primula med store, nærmest hjerteformede blade, der er 7-9 tandede. Bladene er lysere på undersiden. Stænglerne er meget sprøde. Bladene sidder som en krans omkring blomsterstænglerne i midten.

Blomstring og duft

Blomsterne kommer vinter og forår og har stærke, klare farver, enten hvidt, blåt eller rødt. De sidder i skærme med 10-12 blomster eller med det samme antal blomster fordelt på 2-3 etager. Hele planten dufter krydret, men blomsterne har ingen speciel duft.

Lys og temperatur

Kinesisk Primula tåler stueluft bedre end de andre Primula, men derfor holder blomstringen alligevel længst, hvis man holder planten lyst og lidt køligt i hvert fald stiller den køligt om natten, hvis det er muligt. Frøplanterne kan sagtens stå ude, og de har godt af ned til 6--10 °C, når der ikke er ret meget lys mere.

Vanding og gødning

Vand i underskålen, så der ikke kommer vand på rodhalsen. Frøplanter overbruses i stedet for at vandes. Dette sker af hensyn til det lidt svage rodnet. Giv lidt gødning ca. hver 14. dag fra planterne har en håndterlig størrelse.

Jord og omplantning På grund af det ret svage rodnet skal Kinesisk Primula have let jord. F. eks. spagnumjord tilsat 25% sand.

Beskæring

Ingen, kun soignering ved fjernelse af visne blomster og grimme blade.

Formering

Det er lettest at så frø, som man køber.

Miljø

Kinesisk Primula er en yndig plante, som blomstrer, når vi har mest brug for smukke, forårsfriske farver og grønt løv. Den kan holde meget længe i vinterens vindueskarm, hvor den pynter med sine smukke farver.

 

Kinesisk Primula - Primula praenitens

En af de nye typer af Kinesisk Primula så kompakt og rigtblomstrende, som de er i dag.

 

Kinesisk Primula blomstrer, når vi mest trænger til det

Kinesiske Primula blev først opdaget af europæerne i begyndelsen af det 19. århundrede. På det tidpunkt havde kineserne allerede længe forædlet den, så man kender egentlig ikke den oprindelige form af denne smukke Primula.

 

Hjerteformede blade

Kinesisk Primula er lådden i alle plantedele. Bladene er næsten hjerteformede, 7-9 tandede og lysere på undersiderne. Bladstænglerne er meget sprøde, så man skal håndtere planten med forsigtighed, så de ikke knækker.

 

Klare blomsterfarver

Blomsterstænglen er kort og kraftig og bærer 1012 blomster i en klase eller skærm, eller også er det samme antal blomster fordelt på 2-3 etager. De er meget smukke og findes i rene klare farver indenfor hvidt, rødt og blåt. På grund af sin forårsfriske sprødhed er Kinesisk Primula ret sart overfor transport, så den ses ikke så ofte i handelen som de øvrige Primula.

 

Sart rodhals

Den har også den særhed, at den skal stå meget højt i urtepotten faktisk næsten vippe over jorden, fordi den ellers er ret udsat for rodhalsråd. Det betyder ikke noget, når den kan få lov at stå på et sted, men det gør transporten besværlig. Derfor sår mange selv denne Primula.

 

Men tåler bedre stueluft

Til gengæld behøver denne Primula ikke så meget vand som de øvrige Stueprimula. På grund af den udsatte rodhals skal den helst vandes i underskålen, men til gengæld klarer den sig bedre ved almindelig stuetemperatur og tør stueluft.

Kinesisk Primula har en meget lang blomstringsperiode. Den kan blomstre allerede i oktober, men normalt ses den mest i perioden januar til maj. Ved århundredskiftet var den den vigtigste Primula i handelen. Nu laves mest småplanter til sammenplantninger.

 

Lav selv Kinesisk: Primula

Kinesisk Primula er, ligesom de andre Primula, ganske nemme at så.

Det tager 7-9 måneder at få flotte planter. Såning i juni-juli giver derfor forårsblomstrende planter, mens såning i marts-april giver blomster i efteråret.

Der er ca. 350 korn pr. gram, så det er ikke meget frø, der skal til.

Så frøet tyndt i en spirekasse med spagnumjord tilsat ca. 25% sand. Dæk det ikke, men tryk det blot let ned i jorden. Spirekassen dækkes med låg eller plast, så frøene har god fugtighed. Ved 18-20 °C spirer frøene på ca. 14 dage. Efter spiringen fjernes plasten, og der lægges et lag pergament eller andet papir over spirerne, som regelmæssigt overbruses.

Kinesisk Primula - Primula praenitens

 

2 gange omplantning

Når småplanterne er 4-5 uger gamle, plantes de på afstand (5 cm) i samme lette jordblanding. Indtil rødderne har godt fat, gives en overbrusning eller to dagligt i stedet for vanding. Når planterne fylder den nye kasse, plantes de i egne potter. Nu kan de sættes lidt dybere i jorden, men aldrig så dybt at rodhalsen dækkes af jord. I sommertiden kan de stå ude. Sidst i september er det dog som regel klogt at sætte dem indenfor på et køligt sted.

 

PLANTE DOKTOREN

— Planten bliver sort ved rodhalsen, vælter måske til sidst. Kinesisk Primula er mere udsat for rodhalsråd end de andre Primula. Pas på ikke at vande for meget og kun i underskålen, så rodhalsen ikke bliver våd.

 

Kinesisk Primula - Primula praenitens

— Grå fløjlsagtige partier på plantens blade er gråskimmel, som opstår når luftfugtigheden er for stor og temperaturen for lav. Stil planten varmere og mere ventileret og sprøjt evt. med et svampemiddel, hvis angrebet kun er let, og planten ikke er angrebet af rodhalsråd.

— Blomster og blade hænger. Udtørring. Selvom Kinesisk Primula behøver mindre vand end andre Primula, skal den alligevel vandes rimeligt ofte. Sæt potten i en skål med vand og lad planten suge vand til potteklumpen er fugtig.

 


 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (3 stemmer)
Siden er blevet set 2.563 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Når du skal lave mad, hvad bruger du så?
Effektiv reklame - klik her