Logo

Reinwardtia - Reinwardtia trigyna og tetragyna

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Reinwardtia - Reinwardtia trigyna og tetragyna

 

Reinwardtia er dejlige små buske, som blomstrer med solskinsgule blomster heb på vinteren, hvor vi trænger allermest til det. De er først for nyligt dukket op som potteplanter.

 

Reinwardtia - Reinwardtia trigyna og tetragyna

Den gule blomst af Rheinwardtia indica tæt på. Blomsterbladene er som den fineste silke.

 

INDKØBSTIPS

Livslængde: Ofte anvendes Reinwardtia som sæsonplante og kasseres efter afblomstringen, men den kan med omhyggelig pleje holde i flere år.

 

Sæson: Vinterblomstrende.

 

Sværhedsgrad: Nem som sæsonplante, noget vanskeligere at overvintre.

 

KORTE RÅD

Størrelse og vækst

Når man gentagne gange kniber Reinwardtia tilbage, udvikler den sig til en buskagtig vækst med træagtige grene. Den bliver fra en halv til en hel meter i højden.

Blomstring og duft

Reinwardtia får smukke gule blomster på 2-3 cm i skærm formede stande for enden af grenene. Den blomstrer om vinteren og fortsætter undertiden til et stykke hen på foråret. Blomsterne har en meget svag duft.

Lys og temperatur

Udendørs skal den helst have fuld sol, bag glas bør den beskyttes mod den mest brændende forårs- og sommersol. Om sommeren tåler den stuetemperatur, om vinteren må den gerne stå køligt, men ikke ved lavere temperatur end 10 °C.

Vanding og gødning

Om sommeren vandes og gødes jævnligt, om vinteren vandes sparsomt, og der gødes ikke.

Jord og omplantning Man omplanter om foråret i en sandblandet pottejord.

Beskæring

Frø- og stiklingeformerede planter knibes tilbage flere gange under opvæksten, så de forgrener sig rigeligt. Ældre planter kan skæres tilbage om foråret samtidig med omplantningen.

Miljø

Reinwardtia er en meget smuk lille busk, når den blomstrer om vinteren i den herligste forårsgule farve. Den er så nem, at man kan have den i . vindueskarmen, men især egner den sig til en vinterhave eller et større plantearrangement.

 

Reinwardtia - Reinwardtia trigyna og tetragyna

 

Reinwardtia giver yndige gule blomster om vinteren

Slægten Reinwardtia omfatter kun to arter, der begge stammer fra det østlige Asien, hvor de blev fundet i begyndelsen af forrige århundrede.

Det er små buske med noget træagtige grene, aflange grønne blade og en rigdom af 2-3 cm store, gule blomster vinter og forår.

 

De to arter ligner hinanden meget, og i begyndelsen regnede man da også kun med en art, Reinwardtia indica, men nu har man efter formen på støvfanget delt den op i Reinwardtia trigyna, der har et tredelt støvfang og Reinwardtia tetragyna, der har et firdelt støvfang. De grønne blade kan også være noget forskellige, idet tetragyna som regel har noget savtakkede blade, mens trigyna har helrandede, ovale blade.

 

Temmelig pladskrævende

Reinwardtia kræver nogen plads, for den bliver mellem en halv og en hel meter høj, men den er ikke særlig vanskelig, og den blomstrer på en tid, da den festlige gule blomsterfarve virkelig kan lyse op i stue og vinterhave. De enkelte blomster holder ganske vist kun nogle få dage, men til gengæld kommer der mange af dem, og en Reinwardtia-busk står ofte i blomst i 1-2 måneder midt på vinteren. Stiller man den lyst og holder pottejorden tilpas fugtig, kan man have blomster til langt hen på foråret. Om sommeren har den godt af et ophold udendørs på en altan eller terrasse. Når den ikke står for varmt, bliver grenene mere træagtige og hårdføre.

 

Sådan får man flere Reinwardtia

 

Reinwardtia - Reinwardtia trigyna og tetragyna

Ved rodskud

Det er ret almindeligt, at Reinwardtia skyder fra roden, og hvis en plante får et eller flere rodskud, kan man skære dem fri nede i jorden med en skarp kniv på det rodstykke, der fører ind mod moderplanten. Herefter løsner man jorden i en kreds omkring rodskuddet og omplanter det i en potte for sig. Pottejorden bør indeholde rigeligt med sphagnum og opblandes med sand eller udvasket grus.

 

Reinwardtia - Reinwardtia trigyna og tetragyna

Stiklinger

Det er bedst at lave stiklinger af Reinwardtia sidst på vinteren eller tidligt på foråret.

Stiklingerne skal være 8-10 cm lange, og topstiklinger er bedst. Man fjerner bladene på det nederste stykke, der skal stikkes ned i jorden.

Jordtemperaturen skal helst være omkring 15°C ikke varmere.

Stiklingerne slår i reglen rødder på 3-5 uger, og når de er kommet i god vækst, bør man begynde med at knibe dem tilbage, så de forgrener sig smukt.

 

Frøformering

Undertiden får man modne frø på sin Reinwardtia-plante, og dem kan man så tidligt om foråret i et minidrivhus i vindueskarmen. De spirer let og behandles senere som de stiklingeformerede planter.

 

Reinwardtia - Reinwardtia trigyna og tetragyna

PLANTEDOKTOREN

— Sorte blade, bladfald. Planten har stået for koldt. Planten kan dog også tabe bladene, hvis pottejorden har været gennemvåd i længere tid.

 

— Blomsterknopperne falder af. Det er normalt, at en blomst kun holder 2-4 dage, men hvis knopperne begynder at falde, vil det i reglen skyldes udtørring af pottejorden.

 

— Thrips. Små, aflange insekter, der suger plantesaften ud af bladene, så de bliver pletvis sølvskinnende. Bekæmpes med insektmidler de systemiske er bedst.

 

— Rødt spind. Spindemider er endnu mindre end thrips, og men finder dem i reglen på undersiden af bladene, hvor de sidder og suger næring af planten. Bladene bliver gullige og falder senere af. Bekæmpes som thrips.

 


 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (3 stemmer)
Siden er blevet set 2.187 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Når du skal lave mad, hvad bruger du så?
Effektiv reklame - klik her